Når fortidens sår fra en narcissist skal heles


Hvordan kommer du i gang:


At rive plasteret af en fortrængning: Når fortidens sår endelig ser dagens lys

Der er en særlig smerte forbundet med at fjerne et plaster fra et gammelt sår. Du ved, det skal gøres, men tanken om den pludselige smerte får dig til at tøve. For nogle mennesker er denne følelse ikke bare fysisk—det er en følelsesmæssig oplevelse. At rive plasteret af en fortrængning er en form for opvågning, hvor noget, du har skubbet dybt ned i din bevidsthed, endelig bryder igennem overfladen. Det kan være forvirrende, smertefuldt og endda skræmmende. Men det kan også være starten på en langvarig heling.

Når fortiden banker på din dør

Fortrængning er sindets måde at beskytte dig på. Når noget er for smertefuldt eller overvældende, kan hjernen gemme det væk i dybe kroge, hvor det ikke kan skade dig—i hvert fald ikke lige nu. Måske har du haft en mistanke om, at noget har ulmet under overfladen i lang tid, eller måske dukker det op pludseligt, som en bølge, der skyller ind over dig uden varsel.

At rive plasteret af en fortrængning er ofte ikke en bevidst handling. Det kan være udløst af noget uventet—et lugt, en lyd, en person, en sætning, der transporterer dig tilbage til et øjeblik, du troede var glemt. Og pludselig står du ansigt til ansigt med noget, du ikke har villet eller kunnet håndtere før.

Frygten for, hvad du vil finde

Der er en grund til, at du har fortrængt disse minder i første omgang. Måske var du ikke klar til at håndtere dem, da de opstod. Måske var smerten for stor, eller du følte dig for lille og magtesløs til at gøre noget ved det. Når plasteret bliver revet af, kan det føles som at åbne en dør til et mørkt rum, du har undgået i årevis. Hvad gemmer sig derinde? Hvad vil du finde?

Denne frygt kan være lammende. Mange mennesker undgår bevidst at rive plasteret af, fordi de ved, at smerten kan være overvældende. Men nogle gange vælger livet for dig. Fortrængte minder og følelser har det med at finde deres vej op til overfladen, når du mindst venter det, ofte når du endelig er stærk nok til at konfrontere dem.

Den rå smerte, når plasteret er væk

Når plasteret først er fjernet, kan det føles som om, du er blevet flået åben. Det gør ondt på en måde, du måske ikke helt kan sætte ord på. Denne smerte er ikke kun følelsesmæssig, men kan manifestere sig fysisk—som om din krop også har båret byrden af det, du har undertrykt. Det er normalt at føle sig overvældet, desorienteret og ude af kontrol i denne fase.

Men der er også noget befriende ved det. Når du endelig ser fortidens sår i øjnene, har du en chance for at give dem ilt og lys. At tillade dig selv at føle smerten er en del af helingsprocessen. Det er her, du begynder at forstå, hvad der har holdt dig fanget, og hvad du har brug for at slippe fri af.

At finde modet til at give slip

Det kræver mod at stå ansigt til ansigt med dine fortrængte minder. Mod til at acceptere, at noget i din fortid gjorde ondt, og at du ikke kunne gøre noget ved det dengang. Men du er ikke længere det samme barn, den samme person, der var hjælpeløs. Nu har du redskaberne og støtten til at bearbejde det, du tidligere ikke kunne.

At rive plasteret væk betyder ikke, at du straks vil føle dig bedre. Det er en proces, der kan tage tid, og det er okay. Det vigtigste er at give dig selv plads til at føle, hvad du føler, uden at dømme dig selv for det. Hvis du føler behov for støtte, kan en terapeut være en uvurderlig hjælp til at navigere gennem denne proces.

Lys på den anden side

Selvom det føles som om, du er midt i en storm, er der lys på den anden side. Når plasteret først er væk, og såret får tid til at ånde, kan helingen begynde. Det kan tage tid, men du vil begynde at mærke en lettelse i kroppen og sindet, når du endelig giver slip på det, du har båret rundt på så længe.

At konfrontere det, du har fortrængt, kan være starten på en ny begyndelse—en mulighed for at lære dig selv bedre at kende, at finde ud af, hvorfor du reagerer, som du gør, og at give slip på gamle mønstre, der ikke længere tjener dig. Det kræver tid, men hver gang du tillader dig selv at se fortiden i øjnene, bliver du lidt stærkere.

At rive plasteret væk er ikke enden—det er begyndelsen

At fjerne plasteret og lade fortrængte minder og følelser få luft kan føles som et nederlag i øjeblikket. Men det er faktisk en sejr. For du har fundet modet til at konfrontere noget, du har undgået i årevis. Det er ikke en svaghed at føle smerten—det er et tegn på styrke.

Livet handler ikke om at undgå smerte, men om at finde en vej igennem den. Og når du tillader dig selv at gå ind i mørket, vil du opdage, at der også er lys derinde, der bare ventede på at blive opdaget.

Kærlig hilsen

Britt